Fremtidens grønne produkter
Hvorfor producere bæredygtige byggematerialer?
En af de helt store udfordringer i vores tidsalder er klimaforandringerne. FN’s klimapanel peger på, at det er nødvendigt at reducere klimabelastningen markant for at forhindre en temperaturstigning på over 1,5 grader. Mange brancher har måtte gentænke sig selv for at bidrage til at reducere klimabelastningen – det gælder også byggeindustrien. Det anslås, at byggeriet globalt set står for omkring 39 % af de samlede klimapåvirkninger. Her er det både bygningens drift og bygningens materialeforbrug, der er inkluderet i opgørelsen, hvor ca. 28 % kommer fra driften og 11 % kommer fra materialerne1.
I lang tid har der været fokus på at reducere de udledninger, der knytter sig til bygningens drift, og det er man mange steder kommet rigtigt langt med. I takt med, at klimabelastningen fra bygningernes drift nedbringes, er det også væsentligt at sætte fokus på at nedbringe klimabelastningen fra byggematerialerne. Dette betyder, at der er god grund til at gentænke de materialer, man vælger i sit byggeri. Forskningen peger på, at man kan opnå store CO2 besparelser og dermed mindske miljøpåvirkningen, hvis man erstatter traditionelle materialeløsninger såsom tegl, stål og beton med produkter af træ1.
Bæredygtigt byggeri - Fordele ved at bruge træ i stedet for stål og beton
Træ er et naturligt, fornybart og bæredygtigt materiale, der har et mindre klimaaftryk end stål og beton. Træ har den enorme klimamæssige fordel, at det optager kulstof for at vokse. Ved at udnytte og øge brugen af træ i både boliger og kommercielle bygninger kan man fjerne CO2 fra atmosfæren. En god tommelfingerregel er, at en kubikmeter CLT lagrer ca. 1 ton CO2. Dyrkede skoves evne til effektivt at optage og lagre kulstof er endda større end urørte naturskoves. Det skyldes, at yngre træer optager mere CO2 i deres tidlige vækstperiode end modne træer2.
Det anslås, at cement- og betonindustrien er ansvarlig for omkring 8 % af de globale drivhusgasudledninger og at jern- og stålindustrien er ansvarlige for 5 %. Ved at erstatte beton og stål med CLT og limtræsbjælker kan man helt undgå den klimapåvirkning, som de materialer har3. Der findes flere certificeringsordninger, der sikrer at træet kommer fra et bæredygtigt skovbrug.
Fremtidens byer
Befolkningstilvækst, klimaforandringer og urbanisering er alle udfordringer for fremtidens byer og byggeri, og det vil være en udfordring for klimaet, hvis vi bliver ved med at bygge med stål og beton. Det er derfor af afgørende betydning, at bæredygtige materialer tænkes ind i byggeindustrien. Det gælder ikke blot genbrug og renovering af den eksisterende byggemasse, men også brug af mere træ i nyopførelse. Heldigvis er der en voksende opmærksomhed på problemstillingen, og efterspørgslen på f.eks. bæredygtige CLT-elementer og limtræbjælker er stigende. Læs her om forskellen på CLT og limtræsbjælker.
Byg højt med CLT
Der sker en løbende udvikling med at bygge højere og højere med CLT-bygninger. Der findes flere CLT-højhuse rundt om i verden. Mjøstårnet i Norge står i øjeblikket med sine 85,4 meter som den højeste træbygning i verden. Andre eksempler på højhuse i CLT er Brock Commons Tallwood House i Vancouver, som er en hybridbygning med CLT og beton4, og det 51 meter høje træhus Treet i Bergen med 62 lejligheder5. I takt med at byerne bliver tættere befolket, stiger antallet af højhuse på globalt plan. Mange arkitekter har i stigende grad fået øjnene op for CLT-elementer og andre massivtræselementer – især på grund af de bæredygtige egenskaber, som disse byggematerialer har. Det omfatter blandt andet træets evne til at optage CO2, men også nogle afledte effekter af massivtræselementernes lettere vægt sammenlignet med stål eller beton. Man kan for eksempel nøjes med at bygge et mindre fundament til bygningen.
Et andet vigtigt aspekt i forhold til at bygge fremtidens byer er, at CLT og limtræsbjælker præsterer rigtig godt under jordskælv. Det skyldes blandt andet, at træet er stærkt, men stadig let, og at det har evnen til at strække sig, en evne, som fx beton ikke besidder. Det giver træet en fordel ved seismisk aktivitet. Hertil kommer, at det, hvis der skulle ske en skade på en bygning, er nemmere at udbedre skaden i en massivtræskonstruktion end i en stål/beton bygning3.
Brandsikkerheden er i top
Et punkt, der ofte sættes spørgsmål ved i forbindelse med træbyggerier, er bygningens brandsikkerhed. Det forholder sig faktisk sådan, at brandsikkerheden i bygninger, der er lavet af massivtræselementer såsom CLT og limtræsbjælker, er meget god. Det skyldes, at massivtræselementerne er i så kraftige dimensioner, at det gør dem meget svært antændelige i tilfælde af brand5. Ved brand opfører træet sig på en meget forudsigelig måde, idet overfladen af massivtræselementet forkuller og danner en form for beskyttende lag indadtil i elementet. I modsætning til stål, som bøjer og kollapser, bevarer CLT således sin stabilitet i en forudsigelig rum tid3. Valget af lim vil i den forbindelse have betydning for brandsikkerheden, og der forskes i øjeblikket i forskellige typer lim, der virker brandhæmmende mellem lamellagene.
Kallesoe tager ansvar
Kallesoe Machinery er stolte over, at de limtræsprodukter, der produceres på vores anlæg, kan benyttes til CO2-reduktion og forbedring af klimaet, og vi sætter en ære i at udvikle systemløsninger, der kan producere træprodukter af den allerhøjeste kvalitet – hvilket i den sidste ende er til gavn for både producenten og for miljøet.
For os hos Kallesoe er det ikke tilstrækkeligt kun at producere løsninger til grønne produkter: Vi arbejder også aktivt med grøn omstilling i vores virksomhed, og vi har stort fokus på vores CO2-udledning. Vi arbejder løbende med minimering af spild og har stort fokus på energibesparelser i virksomheden. Vi har netop igangsat et projekt, støttet af EU, hvor vi ønsker at sætte endnu større fokus på at gøre vores virksomhed så grøn og CO2-ansvarlig som mulig.
Et led i den grønne omstilling er, at vi kontinuerligt forsøger at fremtidssikre vores produktionsløsninger, så de har en lang levetid. Vi konstruerer således nyudviklinger på en sådan måde, at de kan inkorporeres i allerede eksisterende anlæg.
Kallesoe Machinery designer og producerer fremtidssikrede løsninger til fremtidens produkter.
Kilder
Kilde 1: https://traeibyggeriet.dk/media/k4jfcbcq/baggrundsrapport_juni2020_opdateret.pdf
Kilde 2: https://www.traeinfo.dk/baeredygtighed/trae-og-miljoe/
Kilde 4: https://www.dezeen.com/2019/03/19/mjostarne-worlds-tallest-timber-tower-voll-arkitekter-norway/
Kilde 5: https://www.trae.dk/artikel/traehus-paa-14-etager-aabnet-i-bergen/
Kilde 6: https://www.thinkwood.com/blog/4-things-to-know-about-mass-timber